Forsvaret håndhæver Danmarks og Rigsfælleskabets suverænitet og er en del af samfundets samlede beredskab. Forsvaret bidrager endvidere til international konfliktforebyggelse og kapacitetsopbygning, ligesom Forsvaret deltager i fredsbevarende og fredsskabende indsatser, når Folketinget beslutter at anvende Forsvarets militære ekspertise og kapacitet.
Læs mere om vores nationale opgaver og missioner i udlandet.
Forsvaret er en af Danmarks største og mest komplekse offentlige institutioner med ansatte inden for mange forskellige faggrupper – både militære og civile.
Hovedparten af de ansatte i Forsvaret udgøres af de ca. 14.700 medarbejdere, der bærer uniform i det daglige. Blandt de militære medarbejdere er der mange forskellige fagligheder og forskellige niveauer, fx officer, sergent og konstabel. Der er både ligheder og mange forskelle mellem Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet, som til sammen udgør Forsvarets kerne. Ud af Forsvarets i alt ca. 19.500 medarbejdere bærer de ca. 4.800 ikke uniform.
Værnsfælles Forsvarskommando (VFK) er Danmarks overordnede militære kommandomyndighed. Værnsfælles Forsvarskommando består af et antal stabe, som i praksis opbygger og leder de militære enheder. Stabene er: Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Operationsstaben og Udviklings- og Koordinationsstaben.
Chefen for Værnsfælles Forsvarskommando er Forsvarschefen.
Udover Arktisk Kommando, Flyvevåbnet og Søværnet indeholder denne organisation følgende sektioner;
På Forsvarsakademiet uddanner vi fremtidens ledere i Forsvaret, så de bliver nogle af de dygtigste i NATO. Vores uddannelser er forankret i den militære profession inden for både Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet samt de elementer, der går på tværs af de tre værn. Uddannelserne spænder over de grundlæggende officersuddannelser i et af de tre værn eller som sprogofficer, over videreuddannelseskurser og enkeltstående kurser for Forsvarets ansatte, til Master i Militære Studier.
Alle videregående uddannelser er baseret på forskning inden for vores tre kerneområder militære operationer, militær strategi og militær ledelse, som bliver varetaget af akademiets fem institutter.
Udover at levere forskningsbaseret undervisning bruges vores militære viden også bredt i og uden for Forsvaret til gavn for samfundet, vores allierede og øvrige partnere. Akademiet har et stort netværk af samarbejdspartere ved både danske og udenlandske forsknings- og uddannelsesinstitutioner og bidrager til udvikling af NATO's doktriner og forskningsprojekter
Hæren består samlet af ca. 6.500 soldater, hertil kommer ca. 4.000 værnepligtige om året.
Hæren skal til enhver tid kunne opstille en robust reaktionskampgruppe til internationale operationer. Alternativt skal Hæren kunne udsende bidrag til en sammensat styrke på tværs af værn og styrelser, for eksempel en task force til humanitære operationer eller støtte til specialoperationsstyrker. Derudover bliver en række nationale opgaver også løst af enheder fra Hæren.
Værnepligtige får i Hæren en grundlæggende militær uddannelse, som giver dem evnen til at operere i hold af ca. 10 mand i et kampmiljø, understøtte redningsberedskabet og indgå i totalforsvaret.
Derefter kan de fortsætte på Hærens reaktionsstyrkeuddannelse, der uddanner soldater til internationale operationer. I otte måneder forbereder soldaterne sig på det arbejde, de skal udføre i eksempelvis Irak eller Afrika, hvorefter de udsendes i seks måneder. Efter udsending kan soldaterne enten fortsætte som professionelle soldater i Hærens operative enheder, eller de kan forlade Forsvaret. De professionelle soldater kan udsendes med kort varsel.
Operationsstaben varetager Forsvarets planlægning for beredskaber og indsættelse af Forsvarets kapaciteter i nationale og internationale operationer, stabiliserings- og våbenkontrolopgaver samt støtte til politiet. Staben er sammensat af mange specialer, således at hvert et aspekt af nationale og internationale operationer kan planlægges, administreres og udføres.
Nationale operationer beskæftiger sig med at lede og udføre nationale operationer og løse nationale myndighedsopgaver. Herunder overvågning af territoriet, suverænitetshævdelse, maritim assistance, redningstjeneste og hjælp til politiet.
Internationale operationer iværksætter og deltager i opgaver, hvor internationale enheder er placeret nationalt, eller hvor udsendte enheder deltager i internationale operationer. Derudover justerer de operationsordrer og styrkebidrag samt anbefaler de nødvendige aktioner.
Planlægningsspecialet planlægger fremtidige operationer og spiller en afgørende rolle i forhold til koordinering. Under Planlægning af fremtidige operationer ligger også Computer Network Operations (CNO), der har til formål at tage sig af Cyper Warfare, Program og Beredskab, der tager sig af støtte til civile beredskaber eks. politi og beredskabsstyrelsen. Til sidst står dette speciale også for tilmelding af danske militære bidrag til internationale samarbejdspartnere og organisationer fx NATO.